CUK Zürich

Historie


Fra C.U.K.’s barndom.

Mange tusinde skandinaviske håndværkere, heraf langt størstedelen danske, rejste ved århundredskiftet - og tidligere - til udlandet for dels at dygtiggøre sig og dels at lære andre landes sæder og skikke at kende. Så tidligt som i begyndelsen af 1870’erne var der mange unge Danskere, der gik på valsen og arbejdede rundt omkring i Europa. Men i 1899 kom lockout’en, der tvang tusinder af danske håndværkere til Tyskland. Dette var et stort problem for de fastboende Danskere i de byer, disse svende kom til, da de kom til at understøtte mange svende af egen lomme.

De nye fandt nemlig hurtigt ud af, at en restaurant, der reklamerede med „Skandinavisk“, blev besøgt af landsmænd. De nye savnede ofte penge til logi, mad, støvler etc.

Efterhånden kom mange af disse svende i arbejde rundt omkring i Tyskland, men en stor del fortsatte til Schweiz. I 1880 stiftedes „Skandinavisk Forening Zürich“. I 1885 fulgte så St. Gallen, 1888 Basel, 1890 Bern, 1892 Winterthur og 1896 Kreuzlingen.

Disse foreninger havde ikke mulighed for at yde understøttelse, når de store skarer af svende kom fra landevejene. Dette foranledigede urmager Arnold Hertz fra Basel til allerede i 1887 at stille forslag om, at der dannedes en centralorganisation.

Denne skulle stiftes på en delegeretforsamling, og et udvalg skulle så udarbejde centrallove, der hovedsageligt skulle regulere understøttelsesvæsenet. Først 10 år senere, da Arnold Hertz var flyttet til Zürich og optaget som medlem der, offentliggør et udvalg et lovudkast. Tanken kunne dog endnu ikke realiseres. Først under den store lockout i 1899 med den deraf følgende „invasion“ af tilrejsende svende kom der gang i sagerne.

Ved en stiftelsesfest i Arbon, hvortil var inviteret en del gæster fra de nærliggende byer St. Gallen, Frauenfeld og Kreuzlingen, lykkedes det at skabe interesse for et delegeretmøde, hvortil de fleste skandinaviske foreninger i Schweiz sendte repræsentanter.

Dette møde fandt sted 2.-3. december 1899 i Winterthur på restaurant Obergass, og her stiftedes C.U.K. med delegerede fra Arbon, Basel, Bern, Luzern, Kreuzlingen, Winterthur og Zürich. Til sæde for hovedbestyrelsen valgtes Kreuzlingen og Arbon.

Første formand blev Peter Jørgensen, Kreuzlingen. Chr. Nielsen, Arbon, valgtes til protokolfører og W. Bahnson, Arbon, til kasserer. I 1902 blev Peter Jørgensen desuden redaktør af medlemsbladet „Den Farende Svend“.

C.U.K. ledes af en hovedbestyrelse, som indtil 2. verdenskrig befandt sig i Schweiz. Derefter flyttedes den til Danmark, hvor der naturligvis er mange flere medlemmer at vælge imellem. C.U.K. har i dag ca. 1000 medlemmer, hvoraf ca. 130 er udenfor Danmarks grænser. I Zürich er vi for tiden 50 aktive navermedlemmer.

Zürich C.U.K. er den eneste overlevende C.U.K. afdeling i Schweiz. De andre afdelinger er ikke fulgt med tiden og udviklingen og har måttet opløses. Den sidste afdeling, som måtte kapitulere, var Bern.

Zürich afdelingen havde i 1959 kun danske medlemmer, og man ændrede derfor afdelingens navn til „Den Danske Forening C.U.K.“ Vi har i dag nogle enkelte Schweizere som medlemmer, og resten er Danskere.

I 1973 overtog jeg formandsposten efter RD Hans Rasmussen. Vi var dengang kun 5 aktive navermedlemmer samt en række passivmedlemmer og passivmedlemmer med stemmeret. De sidste reviderede love var fra 1927, og den nye bestyrelse gik omgående i gang med at revidere og modernisere disse.

Mange af de unge, der kom til Schweiz i 70’erne og 80’erne, var håndværkere. Og når de hørte, at vi var en gammel naverforening, meldte de sig, hvorefter vi en overgang var oppe på 60 aktive medlemmer, hvilket var væsentligt medvirkende til, at vi blev anerkendt som medlem af Stagiarekommisionen ved BIGA (det schweiziske Bundesamt for Arbejde og Industri).

Herved har vi her i Zürich afdelingen været i stand til at hjælpe mange unge Danskere med at finde arbejde hernede. Siden 1971 må man nemlig ikke rejse ind i Schweiz for at søge arbejde. Tilladelsen skal søges hjemmefra og forelægges ved indrejsen.

Flemming Vilhelmsen, Zürich i april 1998.